Bag om evidensen

Evidensbaseret praksis har vundet udbredelse på mange fronter. Her kigger vi nærmere på historien bag evidensen og de problemer og udfordringer den evidensbaserede praksis står over for.

Af Jesper Kjems

Evidensbaseret praksis stammer fra lægevidenskaben, hvor man tilbage i 1970 ́erne begyndte at indføre såkaldt evidensbaseret praksis. Tanken var, at alt hvad man foretog i behandlingen af en patient skulle være baseret på sikre forskningsmæssige resultater. Altså så lægen i i valg af behandling til en bestemt type patient altid vælger den behandling, som diverse forskningsresultater har vist er den bedste.

Med OECD-evalueringen af dansk undervisning fra 2004 blev tankerne om også at bruge den evidensbaserede praksis i folkeskolen introduceret i Danmark.

Evidens betyder vished, klarhed og tydelighed - og skal ikke som i amerikanske retssager forstås som et fældende bevis. Den evidensbaserede praksis har forskellig betydning, afhængig af om den bruges inden for pædagogiske eller medicinske område - eksempelvis er man inden for det medicinske område nødt til at have mere systematisk og omfattende forskning, inden man kan sende nye lægemidler på markedet.

Inden for det pædagogiske område er evidens forskningsmæssige resultater for, hvad der virker i undervisningen, men kan også omfatte andre undersøgelser og praktiske erfaringer. Dog er der også inden for det pædagogiske område flere forskellige opfattelser af, hvad evidensbaseret betyder.

Den bedste aktuelle viden

Evidens kan forstås som "den aktuelt bedste viden" man har inden for et område. At arbejde evidensbaseret som skoleleder betyder altså helt grundlæggende, at man bruger den bedste aktuelle viden til at fremme god undervisning på skolen.

Det store spørgsmål er så, hvad der er "den aktuelt bedste viden". Per Fibæk er professor ved DPU og medforfatter til bogen "Dansen om evidensen". Han fortæller, at for at man kan tale om evidens af høj kvalitet, er der nogle grundlæggende ting, der skal være opfyldt.

Flere forskellige undersøgelser af høj kvalitet skal pege i samme retning. Det er ikke nok, når fortalerne for eksempelvis læringsstile selv undersøger og kommer frem til at læringsstile virker. Dermed ikke sagt, at læringsstile ikke virker - man kan bare ikke tale om, at der er evidens for det, før flere uafhængige undersøgelser peger i samme retning.

Resultaterne skal kvalitetsvurderes

Per Fibæk anbefaler også, at uafhængige instanser samler forskning og undersøgelser for, hvad der virker i undervisningen og kvalitetsvurderer de enkelte resultater. Eksempelvis fremhæver han Hilbert Meyers bog "Hvad er god undervisning" fra 2006, hvor mange forskellige forskningsresultater samles og vurderes.

På DPU har man i 2006 oprettet Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning, som har til formål at finde evidens for god praksis i uddannelsessystemet. Her samler og kvalitetsvurderer man ligeledes resultater fra hele verden og stiller dem til rådighed for skoleledere og lærere.

Evidens for at kogebøger ikke virker

De største kritikere af evidensbaseret praksis frygter, at skoleledere blot vil få en "kogebog" som punkt for punkt dikterer, hvilke konkrete metoder der skal bruges i undervisningen.

Kritikken kommer ikke ud af den blå luft, idet interessegrupper og politikere gennem tiden har forsøgt at diktere bestemte undervisningsmetoder med argumentet om, at der var evidens for, at de virkede. Eksempelvis har blandt andet Bertel Haarder og Kommunernes Landsforening gennem tiden brugt OECD-evalueringerne af dansk uddannelsesforskning og PISA- undersøgelser til at efterspørge effektive undervisningsmetoder.

Per Fibæk mener dog at der i forskningen faktisk er evidens for, at både kritikerne og de dikterende politikere ikke bruger evidensbaseret praksis rigtigt.

Herbert Meyer fandt i sin bog: "Hvad er god undervisning" fra 2006 ud af en række overordnede punkter, der giver bedre undervisning. Men for at forstå hvor kritikere og nogle politikere går galt i byen, kan det være interessant at se på, hvad Herbert Meyer fandt frem til IKKE har indflydelse på kvaliteten af undervisningen.

"Resultaterne støtter ikke eventuelle forestillinger om, at undervisningens kvalitet kan hæves ved at manual-styre undervisningen eller på anden måde detailregulere den udefra", skriver Per Fibæk i bogen "Dansen om evidensen". Sagt med andre ord, er der ikke evidens for, at vi kan forske os frem til nogle centrale undervisningsmetoder, men at der kan anvises nogle overordnede principper, som den enkelte lærer og skoleleder kan bruge til at tilrettelægge undervisningen på den enkelte skole.

Kritikere af den evidensbaserede praksis frygter også, at det hele blot leder hen imod den sorte skoles autoritære disciplin og lærerstyrede terperi. Men faktisk viser netop den internationale forskning, at man får de bedste resultater gennem dialog, meningsfuld undervisning og god atmosfære i klasselokalet.

Evidens ser altid bagud

Den evidensbaserede praksis bliver også kritiseret for altid at kigge bagud. For hvordan skal man kunne finde nye måder at undervise på, hvis man kun arbejder efter principper, som har bevist sit værd i årelange forskningsprojekteter?

Vi spurgte Per Fibæk om en skole, der har gode erfaringer med eksempelvis læringsstile skal holde op, hvis de finder ud af, at der ikke er tilstrækkelige forskningsmæssige resultater på området.

"En skoleleder der selv oplever, at eksempelvis læringstile virker, skal bestemt ikke holde op med at bruge dem. Men det er bare vigtigt, at man skaffer sig viden om, hvorvidt det virker ved at teste eleverne eller se på, om prøvekaraktererne bliver højere", siger han.

Man kan altså selv skaffe sig evidens for nye områder ved selv at teste, om det også virker efter hensigten.

"På den lidt større bane vil idealet være et bedre samarbejde mellem forskerne og de enkelte skoler. Hvis nu en skole indfører en ny måde at undervise på, var det jo oplagt at samarbejde med DPU om at undersøge virkningen i et forskningsprojekt", slutter Per Fibæk.