Det skal være mere attraktivt at være leder. God ledelse kan kun udøves, hvis man sprudler i jobbet, hvis man føler, at man magter opgaven, og hvis man oplever, at betingelserne for ledelsesudøvelsen er i orden. Første punkt i Kodeks for god Skoleledelse går ud på "at afklare sit ledelsesrum og påtage sig lederskabet". Det handler bl.a. om at definere grænseflader i forhold til interessenter og samarbejdsparter og om at afklare ansvarsforholdene i forhold til alle aspekter i ledelse af skolen.
Ledelsesrummet kan defineres som rammen om den tildelte ledelsesmagt og den iboende og tilstedeværende ledelseskraft. I ledelsesrummet agerer man som leder med den tildelte magt og den kraft, som man har til rådighed, både personligt og som team.
Ledelsesmagt er det, der bliver givet i kraft af ansættelsen. Ledelsesmagten er en tildelt magt. Kommunen og staten har via love, bekendtgørelser, aftaler om ledelsesgrundlag, decentraliseringsgrader, kontraktaftaler mv. sat rammer for ledelsesmagten. Lærerarbejdstidsaftalen er et eksempel på en magtramme. Ledelseskraft er den kraft, man har som leder. Den er afhængig af uddannelse, personlighed, udstråling, samarbejds- og kommunikationsevner mv.
Det vil sige de kompetencer, man har. En skoles samlede ledelseskraft udgøres af den samlede kompetence, de personer, der er i ledelsesteamet, besidder. Den gode ledelse og vilkårene for den skal på dagsordenen. Foreningens hovedindsatsområde for 2009 er derfor fokus på ledelsesudøvelsen og dens vilkår. Langt den største del af skolelederne er meget glade for jobbet som leder i folkeskolen. Tilfredshedsratioen er væsentligt over gennemsnittet for offentligt ansatte, men mange ledere udtaler samtidig med jobglæden tvivl om, hvor længe de holder til det. Det er på en gang spændende, udfordrende og meningsfuldt at være skoleleder, men samtidig belastende og til tider stressende.
Det er et paradoks, som vi må tage alvorligt, og som vi i foreningen vil gå i dybden med.
Hovedbestyrelsen foreslår til repræsentantskabsmødet d. 18. marts, at der afsættes en rammebevilling på kr. 1.000.000 til at gennemføre et ledelsespolitisk projekt, hvis hovedformål er, at vi som forening har en politisk vision om "Det gode skolelederliv".
Projektet bygger på "Kodeks for god skoleledelse" og visionen om det gode skolelederliv. Visionen er at styrke vilkårene for ledelse i skolen og understøtte udviklingen af det personlige lederskab. Projektet funderes på viden og facts om forventninger, muligheder, forudsætninger og vilkår for at udøve god skoleledelse. De langsigtede mål er, at det skal være lettere og mere overkommeligt at være en del af skolens ledelsesteam, og at stress- og belastningsniveauet nedsættes, så det bliver mere attraktivt at være skoleleder.
Vi vil i samarbejde med et konsulentfirma og nogle udvalgte kommuner undersøge og udfordre begreberne ledelseskraft og –magt. Det skal gerne resultere i en række nytænkninger vedr. ledelse. Med andre ord: Hvordan kommer vi fra Kodeks til konkret handling? Erfaringerne og resultaterne af dette arbejde skal bredes ud til hele organisationen med et mål om, at det skal kunne komme alle medlemmer til gavn.
Der er så mange parter i Danmark, som beskæftiger sig med ledelse, ledelsesteorier og ikke mindst lederuddannelse, at der efter vores mening ikke er brug for flere nye teorier. Det der er brug for, er nærværende udviklingsarbejder, som kan beskrive dagligdagen for den gode skoleledelse, som kan identificere kerneområderne i ledelsesopgaverne, som kan beskrive værdierne i samarbejdet i det velfungerende ledelsesteam, som kan identificere kernekompetencerne for den gode skoleleder, og ikke mindst som kan identificere og beskrive grundvilkårene for en velfungerende skoleledelse.
Dette projekt skal ikke udmøntes i tykke rapporter og afhandlinger, men det skal komme med anbefalinger, som gerne skal medføre konkrete ændringer på skolerne, så lederne kan lede skolerne mhp. at give børnene den bedste skolegang, det ypperligste udbytte af undervisningen og gøre folkeskolen til en eftertragtet og prestigefyldt arbejdsplads.
Det er mit håb, at vi gennem dette projekt kan nå et godt stykke ad denne vej.
Lederen bliver også bragt i Bladet Skoleledelse nr. 3 marts 2009, som udkommer lige i starten af marts.
En meget stor andel af lederne i kommune...
Læs mereGigtforeningen har udviklet et gratis ma...
Læs mereDet understreger Skolelederforeningens n...
Læs merePartnerskabet for folkeskolen, der er ne...
Læs mereKompagnistræde 22, 2., 1208 København K
Tlf. 70 25 10 08 | Fax 33 36 76 29 | Email: skolelederne@skolelederne.org
Copyright © skoleleder foreningen 2011