Sig farvel til den lille hyggelige folkeskole

For lidt og for dårlig undervisning i folkeskolen bliver varme emner i kommunalvalgkampen. Men der er ting, som politikerne helst ikke vil tale om, for 'Spændet mellem valgflæsk og de ufede tider i klasseværelset kan gøre politikere lange i spyttet ́, skriver Politikens uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang i denne analyse.

I disse dage bliver Københavns lokale politikere dog tvunget til det, og timingen kan umuligt være værre for Københavns kommunalpolitikere. I dag er der møde i Børne- og Ungeudvalget i Københavns Kommune. Punkt 2 på dagsordenen er udmøntning af budgettet for 2010. Det indebærer, at hver skole skal spare 610.000 kr. i gennemsnit i forhold til 2009. Hvordan det kan passe sammen med valgkampens slogan om at give Københavns børn bedre vilkår, har politikerne to nu knap to uger til at forklare. Selv om byens skoler er blandt landets dyreste, klapper hverken børn eller forældre i hænderne over niveauet. Det kan i dagligdagen på byens skoler være meget vanskeligt at se, hvad der skal undværes, og hvor der kan findes over en halv million.

Forklaringsproblemet er særlig udtalt i København. Men spændet mellem valgflæsk og de ufede tider i klasseværelset kan overalt i landet gøre kommunalpolitikere lange i spyttet. Folkeskolen er en udfordring af tre grunde: 1. Den koster kassen. Målt i udgifter per elev er den blandt verdens dyreste. Og der er ikke noget, der tyder på, at udgifterne til skolen er faldende, når man kigger på udviklingen i kommunernes udgifter på området inden for de seneste år. 2. Den handler om vælgernes børn.

Så fokus på området er stort. Beslutninger, som får konsekvenser for familiernes hverdag, er vanskelige at gennemføre. 3. Den bliver aldrig god nok og er per definition en politisk slagmark – både landspolitisk og lokalpolitisk. De tre grunde gør, at debatten om skoler er noget, som få lokale kandidater tager fat på af lyst.

Her er to bud på spørgsmål til lokalpolitikerne fra bekymrede forældre, som de nødigt vil svare på på denne side af 17. november.

1. Får mit barn nok skoletimer?

Et drilsk spørgsmål, som i denne uge har fyldt meget i lokalaviser. Et tal, som kan give skolechefer søvnløse nætter er, at hvert tredje barn fra 1.-3. klasse i den undersøgte periode ikke har fået de minimumstimer, som Undervisningsministeriet angiver. Fra kommune til kommune er der stor forskel på, hvor mange timer eleverne får. En stor andel elever modtager over minimumstimetallene. Men der er også skoler og kommuner, hvor der er meget langt til de krævede timetal.

Ud over at være et grimt spørgsmål er timetallet også noget, Undervisningsministeriet og KL lægger arm om. Den centrale arm – Undervisningsministeriet – har sat timetallet op fra 2006. Fuldt kompenseret fra statskassen til kommunerne i form af bloktilskud. Så Undervisningsminister Bertel Harder (V) er ved at være godt træt af kommunerne.

Den lokale arm – KL – anfægter måden at opgøre tallene på, men anfægter ikke, at der er kommuner, som er kommet for sent i gang med at få rettet timetallet ind efter de nye minimumskrav. Samtidig er det for KL vederstyggeligt, at den centrale arm sætter flere minimumstimer op, for det ses som en sag for det lokale selvstyre.

Alt det hjælper ikke kommunalpolitikerne i at besvare det drilske spørgsmål. Det gør folkeskolen mere presset, end den allerede er på økonomien. Når økonomien er presset, og man er ved at løbe tør for løsninger inden for det eksisterende skolesystem, er der ingen vej uden om større omlægninger. Og det hænger sammen med næste drilske spørgsmål.

2. Skal mit barns skole lukkes?

Det spørgsmål er både en udfordring for politikere og forældre. For danske forældre elsker billedet af de små trygge skoler, som er tæt på hjemmet. Med en skolegård, hvor flaget er oppe, og skolelederen kender alle. Det billede kan vi godt arkivere. Det bliver ikke sagt med høj røst i den nuværende valgkamp, men der er ingen vej uden om. Der vil blive nedlagt mange skoler landet over. Hvor mange vil ingen sige nu, men nye generationer af forældre kan godt vænne sig til tanken. Grundene til det er flere. For det første bliver der igen færre elever. Hvis ikke udgiften per elev skal sikre den danske skole pladsen som verdens dyreste, skal der være færre skoler. For det andet vil større skoler betyde bedre brug af lærerne. I 2008 blev der lavet en ny arbejdstidsaftale mellem KL og Danmarks Lærerforening, der giver mere fleksibel brug af lærernes arbejdstid. En stor skole kan få timetallet til at gå op, er bedre rustet ved sygdom og kan have et større fagligt fællesskab mellem lærerne. Endelig hænger udviklingen mod større skoler sammen med problemerne med at leve op til ministeriets minimumstimetal. Jo større skolen er, des større er sandsynligheden for, at eleverne modtager minimumstimetallene. Det er på de små skoler, at problemerne med at leve op til timetallet er størst.

Medaljens bagside er, at store skoler vil flytte flere elever fra folkeskoler til privatskoler, ganske enkelt fordi modstanden mod 'skolefabrikker' blandt forældre er så stor. Så er vi tilbage ved mødet i København Kommunes Børne- og Ungeudvalg. Det, som kaldes flugten fra folkeskolen, er nemlig mere udbredt her end i resten af landet. Et godt gæt er, at det vil blive diskuteret i udvalget, når de ubehagelige beslutninger om næste års nedskæringer skal træffes.

Note: Analysen er bragt med forfatteren Uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang ́s tilladelse. Analysen blev også bragt i dagbladet Politiken i går onsdag den 4. november 2009.