
Kompetenceforholdene er utydelige, det er en uriaspost, og ansøgerne står ikke ligefrem i kø. Det er de dunkle sider af skolelederjobbet. Men der er også rigtig mange lyse stunder, der gør det attraktivt at være leder, hvilket igen har stor betydning for at magte jobbet og udøve god ledelse.
Denne dobbelthed, hvor skoleledelsen udøves under vilkår, der er tilfredsstillende og utilfredsstillende på én gang, kan det være interessant at granske i – med henblik på at komme det nærmere, hvornår og hvordan ledelse lykkes.
Det er en udfordring, Skolelederne har taget op, og der er afsat 1 mio. kr. til igangsættelsen af et stort ledelsesfagligt og ledelsespolitisk indsatsområde over de næste 1-2 år under overskriften 'Det gode skolelederliv'.
I spidsen for indsatsområdet står en styregruppe bestående af HB-politikere og konsulenter, hvis opgave er at sikre sammenhængen, og at resultaterne formidles til medlemmer, offentlighed, politikere og beslutningstagere. Formanden for styregruppen Claus Hjortdal udtaler: "Visionen er at styrke vilkårene for ledelse i skolen og understøtte udviklingen af både det vellykkede personlige lederskab og i skolens ledelsesteam. Målet er, at arbejdet skal resultere i nytænkning i relation til skoleledelse med øje for lederens trivsel og gennemslagskraft, så det bliver mere overkommeligt at være skoleleder og mere attraktivt at blive leder," siger Skoleledernes næstformand Claus Hjortdal til SkolelederNyt
"Herudover ønsker vi at skabe øget forståelse for folkeskolen og ledelsen af den samt profilere skoleledergruppen i befolkningen og medierne, blandt politikere og beslutningstagere, så vi står styrket i forhandlinger om løn- og arbejdsvilkår og i det politisk-samfundsmæssige spil om udviklingen af skolen og ledelsen af den," slutter Skoleledernes næstformand og styregruppens formand.
Foreningen ønsker viden om det gode skolelederliv og at understøtte udviklingen af det gode lederliv på et faktuelt grundlag. Derfor vil tilgangen være forskningsbaseret, men ikke så indsatsen udmøntes i tykke afhandlinger. Tværtimod skal arbejdet bredes ud og skal omsættes til praksisnære anbefalinger, der konkret medfører ændringer til gavn for medlemmerne.
Indsatsen består af en række delprojekter, og Skolelederforeningen er ikke alene om at gennemføre dem, men entrerer med en række forskningsinstitutioner, organisationer og konsulentfirmaer, der i forvejen beskæftiger sig med offentlig ledelse, herunder skoleledelse.
Det lige nu mest prestigefyldte udviklingsprojekt, populært kaldet '4-kommune projektet' gennemføres i samarbejds- kommuner er netop fundet, det er: Frederiksberg, Greve, Randers og Ikast-Brande.
Kommunerne er valgt, så de bredt repræsenterer vilkår for god skoleledelse, og processen gennemføres i et samarbejde med bl.a. workshops, fokusgruppeinterviews, spørgeundersøgelse, dokumentation og formidling.
Formålet er her at udfolde første kodekspunkt for god skoleledelse: "Afklar dit ledelsesrum og påtag dig lederskabet". Og projektets præmis er den forståelse, at ledelsesrummet består af både ledelsemagt og -kraft, og projektet drives af en nysgerrighed efter at afdække, hvordan magten og kraften skal se ud for opnåelse af det gode skolelederliv.
Herudover er en andre projekter sat i gang eller er på vej. Foreningen har indledt et samarbejde med Center for Skoleledelse på Copenhagen Business School og Professionshøjskolen København om at undersøge de strategiske sider af lederjobbet, der knytter an til kodeks pkt. 7 om, at 'god skoleledelse er at have udsyn og arbejde strategisk med skolens udvikling'.
Med Huset Mandag Morgen indgår vi i et projekt om oprettelsen af en tænketank for professionsfaglig ledelse. Et samarbejde med Professionshøjskolen Metropol er også i sin vorden, ligesom foreningen har kontakt til Børne- og kulturchefforeningen om bl.a. at se nærmere på emner som 'ledelse af ledere' eller 'vertikal ledelse.'
Foreningen starter på egen hånd et delprojekt op om 'Lederlivsvurdering', der har til formål at oprette en database med eksempler på leder-APV'er og værktøjer med henblik på at kunne tage temperaturen på skoleledernes arbejdsmiljø, særligt det psykiske.
En meget stor andel af lederne i kommune...
Læs mereGigtforeningen har udviklet et gratis ma...
Læs mereDet understreger Skolelederforeningens n...
Læs merePartnerskabet for folkeskolen, der er ne...
Læs mereKompagnistræde 22, 2., 1208 København K
Tlf. 70 25 10 08 | Fax 33 36 76 29 | Email: skolelederne@skolelederne.org
Copyright © skoleleder foreningen 2011