Tilmeld nyhedsbrevLuk
Email
 
Navn:
Tilmeld Frameld
Se nyesteArkiv
Skriv en besked her Luk
Husk navn og e-mail
Skriv længere besked her
SøgLuk
Hvad søger du?
Søg|Nyhedsbrev
Projekt TALIS: Svært at genkende den danske skoleleder i TALIS TALIS er den første internationale undersøgelse, der giver skoleledere og lærere mulighed for at komme til orde om nogle af deres egne arbejdsbetingelser, fx kompetenceudvikling, pædagogisk praksis og evaluering. I Danmark er TALIS gennemført i foråret 2008 på 157 tilfældigt udvalgte skoler, og i alt er undersøgelsen gennemført i 23 lande. Danske skolelederes ledelsepraksis er svær at genkende i undersøgelsen, siger Skolelederne.

Talis-undersøgelsen opdeler ledelsesadfærd i fem kategorier. Under pædagogisk ledelse hører ledelse efter mål, fx. elevernes testscorer, ledelse med fokus på den pædagogiske praksis og ledelse gennem direkte overværelse af undervisningen. Og under administrativ ledelse ligger ledelse med fokus på dokumentation og bureaukratisk ledelse, hvor man lægger vægt på, at alle på skolen følger de gældende regler.






Undersøgelsen viser, at de danske skoleledere ligger under TALIS-gennemsnittet i både pædagogisk ledelse og administrativ ledelse. 10 lande ligger over gennemsnittet, når det gælder pædagogisk ledelse. Danmark er i en gruppe på 13 lande, der ligger under gennemsnittet for, hvor meget skolelederen anvender denne ledelsesstil. Dette skyldes primært, at Danmark ligger meget lavt i to af de tre typer af ledelsesadfærd, som udgør pædagogisk ledelse. Der er 9 lande, bl.a. Norge og Island, der ligger lavere end Danmark, når det gælder skoleledelsens udøvelse af pædagogisk ledelse.

Forklaringen kan være, at de skandinaviske skoleledere leder i dialog med lærerne om udfordringerne i undervisningen, ikke gennem instruktion, test og kontrol. "Det er fordi, vi i Danmark har en høj grad af autonomi i lærerjobbet. Jeg ønsker slet ikke at være i top i en statistik over en diktatorisk, styrende ledelse", siger formanden for Skolelederne Anders Balle til folkeskolen.dk

OECD har i analysen af skoleledernes besvarelser set på sammenhænge mellem en række faktorer og skoleledernes ledelsesstil. TALIS viser ingen sammenhæng internationalt mellem ledelsesstil og skolernes autonomi eller skoleledernes professionelle eller demografiske baggrund som fx uddannelse, køn og alder. I Danmark har skolelederens erfaring som leder dog positiv effekt på udøvelse af både pædagogisk og administrativ ledelse.

Hos Skolelederne er det ingen hemmelighed, at man er noget overrasket over de fleste af undersøgelsens resultater vedrørende de danske skolelederes ledelsespraksis.

”Det er svært at genkende disse resultater med det kendskab vi har til vores medlemmers hverdag,” siger Skoleledernes næstformand Claus Hjortdal til SkolelederNyt.
”Senest har vi jo lige set Mandag Morgens `Tænketanken for professionsfaglig ledelse ́s undersøgelse - Skoleledelse skal gentænkes - som på mange måder viser noget helt andet. Men nu må vi lige nærlæse TALIS undersøgelsen og reflektere over dens resultater. En del skyldes helt sikkert meget forskellige kulturelle rammer for ledelse – men i undersøgelsen er der da også elementer, hvor vi måske godt igen kunne kigge lidt på vores praksis. Men nu må jeg hjem og studere TALIS nærmere,” slutter Claus Hjortdal.

I øvrigt ser Skolelederne frem til Skolestyrelsens nærmere granskning af undersøgelsen - men nu set med danske briller.
Fakta:
Der indgår 24 lande i TALIS, heraf 17 OECD-lande og 7 partnerlande. I den offentliggjorte undersøgelse indgår der kun 23 lande, da Holland ikke kunne indsamle tilstrækkelig mange besvarelser og derfor ikke indgår i den internationale sammenligning. Fra Norden deltager udover Danmark også Norge og Island.

TALIS blev i Danmark gennemført i marts og april 2008. Undersøgelsen er gennemført ved, at ca. 200 repræsentativt udvalgte skoler har deltaget i undersøgelsen i hvert land. På hver skole har skolelederen og 20 tilfældigt valgte lærere, der underviser i 7.-10. kl., udfyldt et spørgeskema. Der indgår derfor to spørgeskemaer i undersøgelsen: ét til skoleledere og ét til lærere.

Det er planen, at TALIS gentages med regelmæssige mellemrum, hvor man efter tur undersøger forskellige uddannelsesniveauer. Den første runde drejer sig om lærerne i grundskolens ældste klasser, i Danmark 7.-10. klasse.
Nyheder
Læs flere
 
Skolelederne | Kompagnistræde 22, 2., 1208 København K | Tlf. 70 25 10 08 | Fax 33 36 76 29 | Email skolelederne@skolelederne.org