Projekt: Vores Skole:
Fremtidens skole på skemaet i nyt stort DI-samarbejde
Dansk Industri har engageret samtlige parter i den danske folkeskole i det storstilede projekt ”Vores Skole” som skal forbedre fremtidens skoletilbud. Skolelederne er tiltænkt en meget central rolle og formand Anders Balle er forventningsfuld og positiv overfor tiltaget.
I august blev planerne offentliggjort om et af de mest ambitiøse projekter for den danske folkeskole i lang tid.
Dansk Industri(DI) har inviteret Skole og Samfund, Danske Skoleelever, Danmarks Lærerforening, Skolelederne og Kommunernes Landsforening til et såkaldt positivt forpligtende fællesskab om den danske folkeskole. Projektet har fået navnet ”Vores Skole”.
Det hele blev sat i gang tirsdag d. 18. August, hvor mere end 50 inviterede aktører i skoleverdenen mødtes til skolepolitisk topmøde hos DI i Industriens Hus på Rådhuspladsen i København.
Fakta: Vores Skole Projektet skal skabe fokus på folkeskolens særlige værdier samt højne kvaliteten af skoletilbuddet.
Der er desuden enighed om følgende grundlæggende principper for samarbejdet:
- Forbedringer skabt af fakta: Alle forbedringsforslag skal være skabt af fakta og evidensbaserede analyser.
- Fællesskab før egne interesser: Alle parter bidrager uden krav og forventning om at få opfyldt egne særinteresser.
- Forbedringer til gavn for alle: Alle målsætninger og nye forbedringer skal kunne brugesaf alle skoler i landet.
- Forbedringer, der øger autoritet og anerkendelse: Alle skoleledere, lærere m.fl. skal bruge projektet til at forbedre skolen.
I fællesskab står parterne sammen om, at det skal lade sig gøre at have en folkeskole, hvor eleverne opnår gode faglige kvalifikationer, og de samtidig formes til at blive alment dannede demokratiske borgere. Samt at de lader sig gøre at drive skole og undervisning, som er nationalt forankret, og som samtidig har et globalt perspektiv og udsyn.
*** Årsag: Motivationen for at søsætte det omfangsrige projekt skal ifølge Bjarne Lundager, Uddannelseschef i DI, findes i organisationens ønske om at være en positiv og konstruktiv bidragyder, frem for ”..blindt at råbe skældsord ind i skoven,” som han udtrykker det. ”Vi vil gerne skabe en bevægelse omkring folkeskolen, der vil give positive forandringer og opfordre til at man tager ansvar og viser engagement,” lyder det endvidere fra Lundager Jensen.
Hos Skolelederne og formand Anders Balle hilser man initiativet velkommen og er ikke i tvivl om, hvorfor man har valgt at engagere sig i projektet. ”Vi er gået ind i det her fordi vi søger alle mulige alliancer, der kan medvirke til en positiv udvikling. Og så synes vi, at det er et vigtigt og konstruktivt signal at bakke op omkring.”
Ifølge Anders Balle er timingen helt rigtig og han hæfter sig ved at projektet er konstruktivt i modsætning til, hvad der tidligere har præget debatten. ”Initiativet er tiltrængt, fordi vi har brug for at vende stemningen i og omkring skolen. For længe er der blot blevet kritiseret uden at der er kommet konkrete ændringsforslag.”
Den store tilslutning til projekt ”Vores Skole” fra alle relevante aktører og projektets positive indgangsvinkel giver forhåbninger om konkrete resultater, der vil gavne fremtidens skole. ”Vi forventer, at projektet vil skabe en øget fokus på folkeskolens meget betydningsfulde værdier, hvilket er nødvendigt for at højne kvaliteten af skoletilbuddet” siger Anders Balle, der også har konkrete ambitioner for skoleledernes fremtidige arbejdsfordeling. ”Det er vores interesse at udvikle skolelederrollen sådan, at vi får mere tid til at fokusere på den pædagogiske og strategiske ledelse.”
Og formanden er fortrøstningsfuld i forhold til at sætte sit præg på processen. selv om der er mange involverede. ”Vi som skoleledere forventer at få en central rolle, i det vi både er part, altså en del af skolen, samtidig med vi også er ledere, som kan se skolen som helhed. Det er meget vigtigt i den her proces. Jeg oplever også en stor fælles forståelse blandt parterne i projektet for at skolelederen er den vigtigste faktor for skolens udvikling. Ganske som at læreren er den vigtigste faktor for udviklingen af undervisningen.”
Det bekræftes af Bjarne Lundager Jensen, der ligeledes ønsker stor indflydelse til skolelederne, idet deres deltagelse er særlig afgørende. ”Vi ønsker at understøtte skolelederne mest muligt, fordi det er dem som ledere, der har den meget vigtige opgave at tænke strategisk og langsigtet for at kunne modsvare omverdenens enorme krav til skolen,” siger uddannelseschefen. En væsentlig del af arbejdet i forbindelse med projekt ”Vores Skole” bliver ifølge Bjarne Lundager Jensen at ”åbne” skolen og skabe brugbare relationer til resten af samfundet.
Helt konkret har ”Vores Skole” fokus på seks udvalgte arbejdsområder. Det drejer sig dels om skolernes direkte involverede parter: eleverne, lærerne, lederne, forældrene og endelig skal der også arbejdes med temaerne globalisering og ungdomsuddannelse.
Og netop i forbindelse med sidstnævnte tema, ungdomsuddannelse, ser Anders Balle projektets mest krævende opgave. ”Den største udfordring bliver at få alle med, også de sidste. Det handler om, at vi meget gerne skal have en skole hvor endnu flere kommer med. Regeringen har et meget ambitiøst mål med at 95% af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse. Den målsætning vil vi jo meget gerne være med til at opfylde.”
Her kan projektgruppens yngste deltagere vise sig at være en værdifuld ressource. Eleverne er som nævnt også med, og deres arbejde og indstilling har imponeret Skoleledernes formand. ”Det er rigtig godt at eleverne også er med i det her. De spiller en vigtig rolle og har bidraget meget konstruktivt til det hidtidige arbejde med projekt ”Vores Skole,” slutter Anders Balle.
Projekt ”Vores Skole” skal køre i et år, frem til et afsluttende skolepolitisk topmøde i august 2010. Budgettet er ikke endelig på plads og vil også afhængige af de enkelte underprojekter, desuden arbejdes der med et forslag om eventuelt indskud fra hver af de seks deltagende parter, oplyser Bjarne Lundager Jensen fra DI.
|
|